Tredje Ikaros
Tredje Ikaros (Gyldendal, 2004) er anden roman i serien om den ægyptiske kaosgud Seth.
Handlingen:Den urgamle ægyptiske kaosgud lever et ekstravagant og udsvævende liv i nutidens London. Her møder han den unge kunstnerspire Victoria, som han indleder et lidenskabeligt forhold til. Victoria er optaget skildringen af alt, der har med vinger at gøre - Fugl Føniks, sejrsgudinden Nike og, ikke mindst, Ikarosmyten. Seth beslutter sig for at gøre Victoria til en berømt kunstner.
En dag bliver Seth af en af Victorias småkriminelle venner tilbudt at købe et maleri af Brueghel. Motivet er den faldne Ikaros, som man hidtil kun har kendt i to versioner fra Brueghels hånd, men nu er en tredje version dukket op, og Seth og Victoria beslutter sog for at rejse til Napoli for at købe maleriet. Men den hemmelige organisation Trismegistoen har også fået nys om det mystiske maleri og er på pletten den nat, da maleriet skal overdrages til sin nye ejer.
Samtidig på et landsted uden for London går parret Gabriel og Heloise og venter deres barn. Da det en nat bliver født under en frygtelig storm, som Seth har sat i værk, er Heloise ikke længere i tvivl: Barnet er en inkarnation af guden Horus - den gud, der som den eneste kan frelse verden fra Seths amokløb ...
Tredje Ikaros er en handlingsmættet, magisk spændingsroman og en moderne Ikarosfabel om kunstnerens vej til forløsning.
Om Tredje Ikaros skrev pressen:
Thomas Harder, Politiken:
"'Tredje Ikaros' er en herlig roman fuld af spænding og drama og stor romantisk kærlighed fortalt på en baggrund af interessant og eksotisk specialviden. Det er også en roman, hvor der tænkes ambitiøst og stimulerende om livet og døden og religionen, og ikke mindst er det en uhyre velskreven roman."
Leon Jaurnow, Kristeligt Dagblad:
"Mystikken breder sig, gåderne foldes ud, og hele herligheden vikles ind i et fintmasket net af kunsthistorie, græsk og ægyptisk mytologi ... Anbefales enhver med hang til gode historier."
ALT for damerne:
"Hun forener i bogen, der fænger fra stort set første side, sit blændende detaljerede sprog med et sindrigt plot og en fantastisk kærlighedshistorie på en basalt spændende og dybt original måde"
Femina:
"Gudeskøn læsning ... En eksplosiv historie, skrevet umanerlig flot. Læs den og lad den straks gå videre til din partner, bedste veninde m.fl.!"
Klik her for flere anmeldelser
Fra romanens første del: Datter af Daedalos:
Hun malede som besat. Hver gang jeg besøgte hende, var hun i fuld gang, langt borte i en anden verden af pensler og farver og voldsomme motiver. Ofte sad jeg i timer og betragtede hende, nænnede ikke bryde den energi, der syntes at strømme fra hendes spinkle krop og over på lærrederne. Og det slog mig, at det vitterlig var, som om billederne drænede livet ud af hende, hun så skrøbeligere ud end nogensinde, bleg selv uden sin hvide goth-makeup, ja næsten gennemskinnelig. Og alligevel gav denne gennemskinnelighed hende et nyt stærkt skær, noget æterisk, et slags guddommeligt lys som om hvert penselstrøg, der bragte hende tættere på perfektionen, løftede hende mod Olympens luftlag som en anden Ganymedes.
”Du, Vic, vi crasher her i nat, okay?” sagde Gavin en sen aften, han og Jake kom forbi. De så stenede ud, og Jake styrede direkte ud til Victorias køleskab for at stille sin sult. Jeg gloede ondt på dem, et blik, der normalt ville skræmme enhver dødelig fra vid og sans. Bogstavelig talt. Blikket var et af mine mildeste våben, og de onde øjne plejede at få folk til at styrte bort i rædsel. Men Jake og Gavin havde den aften for få hjerneceller i brug til at opdage det, og jeg så ærgerlig hen på Victoria i stedet.
Hun trak på skuldrene. ”Her er plads nok,” sagde hun og vendte sig igen mod skitsen af de bevingede Heliader, hun var i gang med.
Det var et væmmeligt billede, en klump nøgne kvindekroppe med vinger, uhjælpeligt viklet ind i hinanden, og i fortvivlet kamp for løsrivelse så fjerene fløj, og blodet dryppede fra ryggene, dér, hvor vingerne voksede. Foroven, som vidne til den umulige kamp, hoverede en giftiggrøn sol.
Og jeg, som havde tænkt mig den nat at føre min elev ind i en verden af Wagner og Goethe, tænkte jeg og tilkastede de uvelkomne gæster flere vrede blikke. Hun skulle have hørt historien om Senta, der kastede sig i afgrunden for Hollænderen, hun skulle have mødt Tristan og Isolde, for hvem elskovens smerte kun kunne forløses i døden, og jeg ville elske med hende, tage hendes krop i besiddelse, mens Wagners kromatik invaderede hendes sind. Bagefter, bagefter de kromatiske skalaers toneunivers, når hun lå blank og renset, ville vi tale om Goethe og hans farvelære, om hans skuffelse over Newton og videnkabens snæversyn. Farver var andet og mere end bølgelængder og molekylers evne til at opsuge og reflektere. Der var mennesket, der var psykologien. Og frem for alt var der kunsten.
Men alt det ville ikke blive til noget denne nat. Det ville i det hele taget ikke blive til noget, så længe de to tabere omklamrede min Victoria, tænkte jeg, mens jeg lå vågen i mørket og lyttede til hendes sagte åndedrag.
Ved halvfemtiden om morgenen, mens vinternatten endnu lå mørk og tung over London, listede jeg over og vækkede de to rødder. Victoria sov tungt, det havde jeg sikret mig. Jeg var trængt ind i hendes drømme, et mareridt, hvor hun løb og løb for at forhindre en eller anden katastrofe, og jeg havde ledt drømmen et roligere sted hen, et dybere sted, hvorfra hun ikke ville vågne lige med det samme.
”Så er det ud!” hvæsede jeg og greb Gavin og Jake i nakken. De nåede ikke at opfatte, hvad der skete. Søvndrukne og stadig stenede befandt de sig snart nede på den tomme flodpromenade, hvor jeg slap dem. At jeg havde brugt mine guddommelige kræfter, at jeg så let som ingenting havde løftet dem, én i hver hånd, og båret dem som kattekillinger med sprællende ben ned ad trapperne, det gik hen over hovedet på dem. Men jeg så den spirende angst i deres blikke, en uerkendt forståelse af, at noget farligt var på spil.
”Seth, mand,” begyndte Gavin og skuttede sig i vinterkulden. Men Jake trak ham bort. Jeg blev stående og betragtede dem. De slentrede ned ad flodpromenaden, to små mørke skikkelser under rækken af nøgne træer langs kajen. Endelig drejede de om hjørnet, i retning af Southwarks slum.
Vi siger det bare til Victoria, opfangede jeg som det sidste fra Jakes tanker.
Jeg blev rasende. De havde fået chancen. Onde blikke og vrede tanker havde ikke kunnet drive dem bort - deres evne til at opfatte var for lille - men jeg havde grebet dem i nakken, smidt dem udenfor i den tidlige morgenkulde med et hvæsende forsvind. De havde følt angsten. Og så alligevel til sidst dette Vi siger det til Victoria. De havde fået chancen og forpasset den. Jeg kunne ikke lade dem forstyrre mit forhold til Victoria, jeg ville ikke lade dem trække hende med sig ned i dyndet, netop som jeg var ved at sætte hende fri. De måtte bort, ødelægges for altid.
Åh ja, ødelæggelsen!
Tanken sendte et sus gennem mig. Med fryd mærkede jeg den gamle mørke trang bestorme mit menneskelignende legeme, de vilde drifter, som jeg dagligt holdt nede for ikke at destruere alt omkring mig. Hver en fiber i mig higede efter voldsomheden, og pludselig var det, som om dette ønske, denne trang, sendte signaler udenfor og inde i mig, himlene vibrerede, som mine menneskeceller gjorde det, luften og skyerne sitrede i takt med Themsens sorte vand, og jorden skælvede under promenadens flisebelægning. ”Geb og Nut, Tefnut og Shu,” råbte jeg ud i den øde mørke vintermorgen, ”gør det skabte uskabt!” Og himlen og jorden og væden og luften gik i ét med mit legeme, føg igennem det med oprindelsens kræfter, og jeg følte, hvordan molekyler bristede og splittedes til atomer, hvordan atomerne mistede orienteringen og blev til en diffus masse af ustabile partikler, indtil alt, hvad jeg var, var denne kaotiske mængde af energier.
Åh, hvor jeg lo! Jeg lo og lo, jeg var tilbage, jeg var mig selv, i min ægte eksistens, og jeg susede rundt, fløj op i luften, sejlede frem og tilbage over Themsens mange broer. Dér var Parlamentet og Big Ben, små skrøbelige mennesketing, så var jeg over City, og jeg så de første lys tændes i skyskraberne. Omkring mig fortættedes den kolde luft af uvejrsskyer, mine energier kunne ikke holdes nede, ikke holdes indespærret, og jeg lo og lod dem skyde som vildskud, så snestormene fejede hen over London. Højt oppe fra så jeg St. Paul’s Cathedral sløres i de hvirvlende snemasser, så var jeg over Tower Bridge, og i næste sekund under den, i cirkler viklede jeg mig susende omkring den som slangen om sit bytte, og jeg mærkede broen gynge svagt.
Men noget greb ind. Vejret syntes at aftage i styrke, og denne gang vidste jeg med det samme, hvad det var: Det var den hvide gud, den lille nyfødte Horus, der allerede fra vuggen bekæmpede mine vilde tiltag. Det sneede stadig, men stormene lagde sig en smule, og broen var holdt op med at gynge. Det var nu heller ikke Tower Bridge, jeg havde transformeret mig for at ødelægge, tænkte jeg, ikke synderligt ærgerlig. Horus lod mig trods alt beholde snevejret, han havde altid haft en smule bedre forståelse end sin far, Osiris, for nødvendigheden af balance i denne verden. Måske ville han ikke det ekstreme, tænkte jeg håbefuldt. I hvert fald lod han mig for denne gang beholde elementer af mit kaotiske vejr.
Mine tanker vendte tilbage til de to forstyrrende menneskevæsner, og jeg forlod Tower Bridge og fløj i næste nu atter over sydsiden af Themsen, hvor jeg langt nede gennem snebygerne genkendte The wooden O - det nybyggede Globe Theatre. Et kort øjeblik kunne jeg ikke modstå fristelsen til endnu en afstikker, og som et projektil skød jeg ned gennem den snefyldte luft og befandt mig snart på teatrets udendørs scene, der lå i midten af gården omgivet af en cirkel af tilskuerpladser. Der var naturligvis helt tomt på dette tidspunkt, men jeg lo og forestillede mig, hvordan det måtte være at stå på denne scene, omgivet af så mange nyfigne mennesker. Og for en stund lod jeg mine energier udsende et lysende mandsbillede – ikke solidt, den proces orkede jeg ikke at skulle igennem, når jeg alligevel snart skulle videre – og mandsbilledet var Jago, han, der alene ville det ondeste:
”Når djævle har det sorteste i sinde, så lokker de med himmelsyner først,” råbte jeg ud i det snedækkede åbne teater.
Jeg tav. Alt var stilhed, fnuggene dalede gennem luften og fejede ind under træscenens halvtag og ned over de tomme tilskuerpladser, og der var mørkt og øde omkring mig, kun sneens hvidhed og lyset fra mit billede brød den sorte morgen. Og det var godt det samme, tænkte jeg, for havde nogen set mig, måtte de med min substansløse, selvlysende Jago, der svævede rundt over det halvt tilsneede scenegulv, tro, at de havde set et spøgelse. Så var jeg i ét nu oppe i luften igen, krydsede højt oppe Southwark Bridge Road, der endnu lå øde hen, og spottede endelig på Borough High Street to små skikkelser, der kæmpede sig gennem snedriverne. Og snart stod jeg over for dem.
De standsede brat op, Gavin og Jake. Forvirring snarere end angst var det første, jeg læste i dem, begges tanker havde ingen anden forklaring på synet foran, end at det var en stoffremkaldt hallucination. Så forstod jeg hvorfor. Jeg havde uden at tænke over det taget Jago med mig, det samme selvlysende billede, der få øjeblikke forinden havde svævet hen over Globescenen. Nu svævede Jago foran dem, og de kunne intet andet se, for kernen af min eksistens var ikke synlig for menneskeøjet. Jeg lo. Det var fantastisk morsomt det her, og Jago lo, han havde endelig fundet sit publikum:
”Fra nat og helveds gys skal en hæsligt vanskabt plan se dagens lys,” sagde jeg med en rungende, dyb spøgelsesstemme.
”Hvad fanden er det, mand?” sagde Gavin.
”Ser du ham også?” sagde Jake. ”Jeg troede …”
Jeg lod Jago svæve en halv meter op i luften og gjorde ham større.
Gavin og Jake trådte et skridt tilbage, mens de med rædsel stirrede på den lysende skikkelse, der vedblev at vokse og nu bredte sine arme ud over dem.
”I himmellys, der aldrig slukkes, I elementer, som er rundt omkring os, vær vidner …”
En gnist sprang fra Jagos hånd, en uendelig lille partikel fra mine uudtømmelige energier, men nok til at slukke et mennskeliv. Jake vred sig, så begyndte han at ryste, små hårde konvulsioner, der så ud til at tage til i styrke.
”Jake, mand,” sagde Gavin og forsøgte at gribe ham. Men Jake eksploderede mellem hænderne på ham, forsvandt i et næsten lydløst puf for kort efter at regne ned på den hvide sne i blodige stykker.
Gavin vendte sig og begyndte at løbe. Han kom ikke langt, snublede i den første og bedste snedrive og havnede med ansigtet nede i den kolde sne. Jago svævede hen over ham, og Gavin rullede om på ryggen, brølede og sparkede ud efter skikkelsen, men ramte til sin rædsel kun luft. Borough High Street var endnu mennesketom, men nede ad gaden fik jeg øje på de gule blinklys fra en snerydningsmaskine. På tide at vende hjem til Victoria, tænkte jeg og så op. Fra husgavlen over Gavin hang en stribe istapper.
Tø, beordrede jeg. Fire istapper faldt samtidig, tre ramte Gavin, og den ene gik gennem hans øje. Han var død på stedet. Farvel, Jago, sagde jeg og opløste mit billede.
På flodpromenaden foran indgangen til Victorias lejlighed kaldre jeg mig min menneskekrop tilbage. Det var en anstrengende proces, jeg havde næsten glemt hvor anstrengende. Hver en detalje i kroppen skulle tænkes igennem, førend billedet kunne manifesteres i kød og blod, hvert hår i den røde manke, nuancerne i min lyse hud, de smalle læber og kridhvide tænder. Og den langlemmede stærke krop, brystvorter, fingre, tæer, og endelig, endelig, ikke at forglemme, mit mandlige forlystelsesorgan. Men det var kun begyndelsen. Hver en tænkt legemsdel, hvert organ, skulle forstås helt ud i sin mindste partikelform, fra celler til molekyler til atomer, og partiklerne skulle tilkaldes og samles og holdes fast. Kom til mig! befalede jeg højt ud i den kolde vintermorgen. Jeg mærkede, hvordan Themsens sorte vande lyttede, hvordan luften og jorden lyttede, en ny, urolig opmærksomhed lagde sig over den sovende by. Så kom de, partiklerne, fra alle verdenshjørner, små og usynlige, for at lyde mit bud. Det var Tefnut og Shu og Geb og Nut, der havde hørt mit krav. Det prikkede og smertede og kløede, en tør hud trak sig sammen over et ranglet skelet, og jeg udstødte et brøl af smerte. Huden begyndte at krakelere, øjenhulernes indhold var runkne som vinteræbler, og jeg ravede rundt langs kajen i rasende smerte, vidste, jeg måtte ligne et grufuldt, indtørret mumie.
En morgenjogger kom løbende imod mig. Jeg lænede mig op ad et træ, forsøgte at ligne en fulderik. Jeg mærkede blikket, der hurtigt vendte sig bort, afskyen, det var bedst at undgå sådan en som mig … Joggeren fortsatte forbi og forsvandt. Endelig kom væden. Den livgivende væske fyldte mit legeme, musklerne svulmede, årerne fyldtes, og smerterne svandt. Mit menneskehjerte bankede atter. Udmattet dumpede jeg ned i sengen ved siden af den endnu sovende Victoria. Det var næsten for meget, selv for en gud, at skabe sådan en menneskekrop. Der skulle gå lang tid, før jeg ville lave det nummer igen.