Salernos Sol

Salernos sol (Gyldendal, 2000) er A.M. Vedsø Olesens debutroman. Den vandt andenprisen i middelalderromankonkurrence, som Gyldendal udskrev i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek.

Handling:

I år 1139 sendes den forældreløse Edgar fra Rochester, på befaling af kongen af Sicilien, til tidens berømte lægeskole i Salerno. De år, drengen bruger på at fuldende sin uddannelse, tilbringer han og hans medstuderende bag skolens beskyttende mure, kun omgivet af lærere, duftende lægeurter og med en udsigt over det glitrende blå hav.

Da den nyuddannede Edgar forlader lægeskolen for at følge med den franske kong Ludvig på det Andet Korstog, der mislykkes så katastrofalt, bliver han - i sin blanding af begavelse og naivitet - hurtigt en brik i hoffets kyniske intriger og et hjælpeløst offer i spillet mellem den vege konge og hans smukke, handlekraftige dronning, Eleonore.

UDDRAG AF ANMELDELSER:

Politikens anmelder May Schack:

"Det er en flot og farverig roman, debutanten Vedsø Olesen har skrevet"

Ekstra Bladets anmelder Pedro:

"Det er, hvad jeg vil kalde en lærd knaldroman med indbygget teologisk lidenskab ... Smukt og dejligt."

Klik her for at læse flere anmeldelser

Læs uddrag af Salernos sol nedenfor

Salernos sol: Prolog

Ferrarius betragtede den tykke byfoged med en blanding af irritation og bekymring. Byfogeden havde svedt voldsomt den sidste times tid, og nu, på vej op ad de stejle gader, hev han efter vejret på en absolut usund måde. En vejrtrækning, eller mangel på samme, tænkte Ferrarius gnavent, som sikkert snart ville blive lægekrævende. Endnu en patient, lige på falderebet, netop som de nærmede sig deres mål og den velfortjente hvile. Men det lille følge nåede frem til lægeskolen, uden at den kongelige byfoged faldt om, og her skyndte Ferrarius sig at tage afsked med den stønnende mand, der stadig manglede den allerstejleste del af skråningen, de mange trin op til borgen.

“Kom knægt, det er denne vej,” sagde Ferrarius kort for hovedet.

En ganske ung mand, ja snarere en stor dreng, skilte sig ud fra følget og traskede i hælene på Ferrarius, æseldriveren og æselet med bagagen, af sted langs en lav, sydvendt mur, kogende varm i den bagende sol, for til sidst at standse op foran en lille dør i selv samme mur. Her sendte Ferrarius æseldriveren fremad mod hovedindgangen med besked om at bringe bagagen til hans kvarter. Men da æselet atter satte i bevægelse, standsede han dem, dykkede ned i den ene af saddeltaskerne og fremdrog med største forsigtighed en laset bog i skindfoderal og omviklet med remme. Derpå gav han et vink til drengen og åbnede ikke uden besvær den genstridige dør, hvilket bragte dem ind i en urtehave og forbi fire unge mænd, der holdt inde med lugningen for at hilse ærbødigt på Ferrarius. Han besvarede deres hilsen med antydningen af et nik, og de to fortsatte uden at sagtne farten og stadig uden et ord ind i den skyggefulde hovedbygning, hvor Ferrarius til sidst standsede op og pegede på en træbænk.

“Vent dér.”

Drengen satte sig, og Ferrarius tog endnu et par skridt ned ad svalegangen, til han nåede en lav, portlignende dør. Her tøvede han for første gang. Han løftede hånden for at banke på men standsede eftertænksomt op igen. Til sidst nikkede han dog beslutsomt frem for sig og bankede hårdt tre gange.

“Kom ind,” lød det fra den anden side.

Ferrarius åbnede døren og trådte indenfor.

Bartholomæus, skolens ærværdige rector magnificus, omfavnede glad og overrasket sin medbroder, men glæden forsvandt hurtigt for en nervøs trækning, og han tog skyndsomt plads i rektorstolen, hvorpå han pegede utålmodigt på bænken overfor. Ferrarius satte sig.

“Du er hurtigere tilbage end forventet, confrater medicus,” begyndte Bartholomæus og rømmede sig kraftigt. “Du tilgiver mig nok, når jeg uden omsvøb beder dig gå lige til sagen. Pave Innocens, er han ..., jeg mener, hans maveonde, udviklede det sig, som den store Roger forudså?”

Ferrarius undertrykte et spottende smil. “Ærværdige rektor, meget af stor betydning fandt sted i Palermo, og jeg har den glæde at meddele, at Roger atter kan kalde sig konge af Sicilien, Apulien og Kalabrien.” Ferrarius holdt en lille kunstpause og nød Bartholomæus' usikkert-forventningsfulde blik, inden han fortsatte. “Denne lægeskole står igen under kongen af Siciliens beskyttelse. Og uden for kirkens lange arm, bør jeg vel tilføje. Den er altså din at forvalte som du lyster, kære rector magnificus, ganske som du håbede på.”

“Så pave Innocens døde?” “Nej, slet ikke, paven lever skam og er ved godt helbred.”

“Jeg forstår ikke ...” Bartholomæus rystede på hovedet. “Hvordan kan pave Innocens stadfæste modpavens bestemmelser?”

“Det var skam heller ikke nemt at overtale ham. Men betænk situationen. Innocens tilbageholdes af Roger, som, bevares, behandler ham med den yderste respekt og ydmyghed. Men et fangenskab er et fangenskab, og paven er en klog mand. Så klog at han indså, at lægen både kan helbrede og bringe død. Og sidstnævnte tanke optog ham så meget desto stærkere, eftersom han jo ikke følte sig syg, og min tilstedeværelse derfor måtte have andre hensigter. Derfor, ærværdige rektor, forblev vores udvalgte medicamentum i bagagen, pave Innocens lever og har accepteret Roger som konge.”

Ferrarius tav og betragtede manden overfor. Bartholomæus så på trods af sin alder stadig sund og stærk ud, et levende bevis på lægestandens succes og Bartholomæus' egen dygtighed, hvilket han sædvanligvis heller ikke lagde skjul på. Ferrarius havde altid beundret ham. En dygtig læge, ingen tvivl om det. De havde studeret sammen, og allerede i de første studieår havde Bartholomæus gjort sig bemærket ved sine visioner og utrættelige energi. De kendte hinanden godt de to, medbrødre og nære venner gennem mange år.

Men efter at Bartholomæus for nogle år siden havde indtaget pladsen i rektorstolen, havde han undergået en forandring. Det at bestemme over andre, at planlægge og styre, og alle de mange hensyn, der fulgte i kølvandet af at skulle få alting til at gå op, havde gjort ham usikker, og Ferrarius måtte med vemod konstatere, at de tidligere varme følelser var ved at svinde, og at han ikke kunne lade være med at foragte mandens svaghed. Dér sad Bartholomæus, letpåvirkelig og omskiftelig af sind, og Ferrarius kunne se, hvordan den første lettelse allerede var ved at afløses af en ny ængstelse.

“Godt, godt, Gud er altså med os,” mumlede Bartholomæus men rynkede derpå bekymret brynene. “Kongen fik så alligevel ikke brug for vores tjeneste. Jeg havde dog håbet ... hmm ... at han ville tænke på os med taknemmelighed, en taknemmelighed, der kunne vise sig nyttig og givtig.”

“Du gør dig unødige bekymringer, rektor. Kong Roger forstod til fulde vores støtte og har allerede givet det første lille tegn på sin taknemmelighed. Se her.”

Ferrarius lagde den lasede bog fra sig på bordet og åbnede den, idet han udviste den allerstørste forsigtighed. Og en kort stund bøjet over det forunderlige værk opslugtes de to mænd af samme lidenskab. De var igen de gamle åndsfæller uden verdslige bekymringer, tørstende efter ny viden og med samme begejstring for de store tænkere.

“Minsandten, jeg tror, det er Avicenna!” Bartholomæus' hånd rystede af ophidselse, da han pegede nederst på siden. “Abû 'Alî 'l-Husayn ibn 'Abd Allâh ibn Sînâ, hvis ikke mit arabiske tager meget fejl. Og se, se engang, kære ven, her, om pulsen; hastighed, hårdhed, rytme, regelmæssighed og orden, det værk har vi ikke i forvejen, det må oversættes, Musandinus må straks gå i gang, han vil elske det!”

Ferrarius nikkede gentagne gange, stumt og langsomt, mens Bartholomæus' ord gradvist gik op for ham. Så pludselig lo han og klappede sin gamle ven på ryggen.

“Jamen, det er jo fantastisk! Kong Roger sagde ganske vist til mig, at det skulle være et vægtigt arabisk værk. Han havde fået det af en vantro silkehandler, som forsikrede ham om bogens ægthed og betydning, men jeg ville aldrig turde gætte på Avicenna. Jeg er jo ikke stærk i det arabiske, også deri har du altid været mig overlegen, kære Bartholomæus.”

“Javist, javist,” svarede Bartholomæus åndsfraværende og bøjede sig endnu længere ned over bogen. “Hvor interessant, her er en henvisning til Galen, har du set det?” Så pludselig løsrev han sig og rettede sit blik mod Ferrarius. “Men jeg forglemmer mig, kære confrater, du må være udmattet efter rejsen, og jeg forhindrer dig i at søge hvile og forfriskning.”

“Det går nok endda.” Ferrarius satte sig igen på bænken. “Der er desværre endnu en lille sag, som jeg nødvendigvis må drøfte med dig.”

Bartholomæus' glade udtryk forsvandt øjeblikkeligt. “Sig frem.”

“Kong Roger har belemret mig med en knægt - ja, mere end tretten år tror jeg ikke han kan være - som han ønsker skal uddannes til læge.”

“Det ser jeg ikke noget problem i,” svarede Bartholomæus lettet, “skolen har altid brug for nye, lovende elever.”

“Jeg har ikke forklaret mig grundigt nok.” Ferrarius så ærgerlig ud. “Drengen er fra England, udannet, uskolet, ingen klosterskole, intet trivium, og slet ikke quadrivium.”

“Så taler han ikke engang latin?”

“Jo. Jo, det må jeg indrømme. Ganske glimrende endda, hvor han så end har lært det. Han var i tjeneste hos en anden englænder, en Thomas Brown, der studerer finansvæsenet ved Rogers hof.”

“Kunne vi ikke sende ham til Bologna? Eller klosterskolen i Monte Cassino? Der kan han tage sit trivium og så vende tilbage hertil.”

Ferrarius rystede på hovedet. “Kong Roger var ikke til at forhandle med, drengen skal starte her med det samme. Han skulle have reponeret en lukseret skulder på en af kongens hærførere under slaget mod pave Innocens, og kong Roger har siden været overbevist om, at drengen er et gudsbenådet talent og øjeblikkelig skal uddannes.”

“Hvis det ikke kan være anderledes ...” Bartholomæus tav eftertænksomt og fortsatte derpå tøvende, nærmest henvendt til sig selv. “Altså må vi selv give ham en indføring i de syv frie kunster. Hvem har vi? Pietro fra Bologna til grammatik, retorik og dialektik, ja det går nok.”

“Skal jeg ikke hente ham herind,” afbrød Ferrarius, “han sidder lige udenfor, så kan du selv bedømme hans forkundskaber?”

Ferrarius gik hen og åbnede døren, hvorpå han bød drengen træde indenfor, og efter et øjeblik at have set sig forsigtigt omkring stillede denne sig afventende og med sænket blik foran Bartholomæus i rektorstolen.

“Hvad er dit navn, knægt?” Bartholomæus betragtede ikke uden mishag den spinkle, rødhårede dreng. Han så sygelig ud, tænkte Bartholomæus.

“Edgar,” svarede drengen kort og vedblev at stirre ned i gulvet.

“Og hvor er du fra, Edgar?”

“Fra Rochester, sir.”

“Du kan kalde mig rektor, Edgar fra Rochester. Man siger mig, at du vil være læge, og at du satte skulderen på plads på kongens hærfører, da den var gået af led. Hvor har du lært det?”

Edgar tøvede, løftede for første gang blikket og så sig om. Ferrarius, der ønskede at holde sig uden for samtalen og dog stå til rådighed om nødvendigt, stod lænet op ad muren skråt bag ved ham, og der var tydeligvis ingen hjælp at hente fra den arrogante og frygtindgydende skikkelse, som dog var det nærmeste, han kom til noget velkendt og derfor på sin vis noget trygt. Edgar rettede blikket mod Bartholomæus' imposante skikkelse i rektorstolen.

“Af Jacob, rektor.” Edgars stemme blev fastere. “Han var kapellan hos hospitalsbrødrene, og han fortalte os om deres orden. Mange i Rochester lyttede til ham. Han plejede mine forældre, da de var syge. Men Sankt Antoniusilden, den dræbte dem, og han kunne ikke stille noget op, det sagde han også fra starten. 'Ignis sacer er Guds vilje, min søn, den er skærsilden på jorden, den renser syndige sjæle og giver dem plads i himmerige.' Det sagde han til mig, og jeg er glad for, de blev renset!”

Bag ved Edgar rystede Ferrarius opgivende på hovedet og sendte Bartholomæus et himmelvendt blik.

Men Bartholomæus var tilsyneladende blevet optaget af drengens ord.

“Sankt Antoniusilden ramte ikke dig?” spurgte han nysgerrigt.

“Nej, rektor, men jeg var ellers også syg. Jeg havde været syg længe, min mave, jeg kunne ingenting spise, kun suppe, ellers kastede jeg op ...”

“Hørte du det, confrater Ferrarius,” afbrød Bartholomæus begejstret, “det stemmer! Jeg har altid sagt, at ignis sacer gik i kroppen med maden! Og drengen havde ikke spist som de andre.” Bartholomæus så tankefuldt frem for sig, nikkede bekræftende ad sine overvejelser og blev så igen nærværende: “Hmm, ja,” rømmede han, “du lærte det altså af denne Jacob?”

“Ja. Han tog sig af mig, da de døde, og sagde, jeg kunne hjælpe ham. Han lærte mig at læse og skrive latin, og han fortalte mig alt om Konstantin fra Afrikas Pantechne, som han havde studeret i Monte Cassino, og så gik jeg ham til hånde, når han plejede de syge.”

“Hov, vent, lige et øjeblik!” Ferrarius var i tre lange skridt sprunget hen foran drengen. “Du kender altså til Konstantins Pantechne? Og din læremester havde studeret den i Monte Cassino?”

Edgar nikkede ivrigt. “Ja, Jacob var jo fra Amalfi, og ...”

“Jacob fra Amalfi! Ved tusinde djævle!” Ferrarius lo. “Så han havnede på den tågede, kolde ø? Det har passet godt til hans tågede tanker!”

“Han er død nu,” sagde Edgar stilfærdigt og sænkede igen blikket. Hans øjne var blevet en anelse fugtige ved Ferrarius' hårde ord.

“Men du har lært om Konstantins Pantechne,” glattede Bartholomæus ud, “det er en god start. Og du taler latin. Hvad med græsk og arabisk?”

“Jeg har lært lidt arabisk ved kong Rogers hof, rektor. Sir Thomas og jeg har jo været der i godt et år. Men græsk ...” Edgar rystede på hovedet.

“Det skal nok gå,” sagde Bartholomæus og kiggede over på Ferrarius, som nikkede umærkeligt tilbage.

Bartholomæus fortsatte: “Du må være indstillet på at arbejde hårdt, og der vil gå lang tid, før du kan kaste dig ud i selve de medicinske studier, for du må først tilegne dig et indblik i de syv frie kunster. I det mindste dele heraf. Men velkommen skal du være, Edgar fra Rochester.”


^ Top