Opera
Klassisk musik og især opera har været store inspirationskilder for A. M. Vedsø Olesens romaner og noveller. På denne side kan du læse om de operaer, der har spillet de største roller, høre uddrag fra dem og læse tilsvarende tekstuddrag fra bøgerne.
til musikalsk mindede mennesker kan bøgerne bestemt anbefales.
Læs mere om Seth-trilogien her:
Richard Wagners operaer Parsifal og Ragnarok
Wagners opera Parsifal spiller en væsentlig rolle i romanen "Gudernes tusmørke".
Herudover fletter andre af Wagners operaer sig ind i handlingen af "Gudernes tusmørke" - specielt Ragnarok (Götterdämmerung) med sin fremstilling af muligheden for fornyelse via undergangen.
"En bemærkelsesværdig sammenvævning af både handling, ord og musik i Wagners ”Parsifal” med en stadig mere intensiveret handling ... Forholder sig begavet både strukturelt og tematisk til musik."
"Gudernes tusmørke vælter sig i intense spændningskurver, bragende musikskildringer og sanselige scener."
"En overdådig finale, hvis tema – konflikten mellem drifternes tilfredsstillelse og deres nødvendige undertrykkelse – i høj grad er inspireret af Wagners ’Parsifal'."
Nedenfor kan du læse tekstuddrag fra "Gudernes tusmørke" og lytte til den tilsvarende passage fra operaen Parsifal:
Oplev slutningen af Parsifal "Nur eine Waffe taugt" med Jon Vickers. Dirigent: Horst Stein.Klik på pilen for at afspille:
Læs uddrag fra Gudernes tusmørke, finalekapitlet Taktstokken:Jeg nærmede mig vaklende kirken. Mit røde tøj skjulte mit blod. Jeg vidste, at jeg havde brug for at ligge ned et sted uden for nysgerrige blikkes rækkevidde, og kirken ville være tom nu efter gudstjenesten. Så trods afskyen for dette hus, kæmpede jeg mig indenfor. Jeg måtte holde mig i live lidt endnu, en stund endnu, det sidste manglede stadig at blive gjort. Og i kirkens dunkelhed sank jeg svag og smertende sammen på det hårde stengulv.
Martin! stønnede jeg og så mit røde blod sive ud på stengulvet under mig. Din Parsifal gjorde dette!
Men endnu var den største lidelse tilbage, Martins lysende taktstok bevægede sig tyst i mørket, det var Amfortas med sit sår, der ikke ville hele, og han var ved at knække nu, og med ham Martin, jeg så sveden på Martins pande, jeg følte, hvordan også hans kvaler blev ubærlige. Hvordan kunne denne trang, denne lyst og drift nogensinde eksistere i ham uden smerte og uden at forvolde smerte? Var hans eget liv ikke dømt til at være evig pine og splittelse, og var døden ikke den eneste mulighed for fred?
Og al ubærligheden i Martins lidelse løftede sig fra orkestergraven, og jeg stønnede under smertens vægt, fra mit eget blødende sår, fra Amfortas’ sår, fra Martins kvaler.
Da trådte Parsifal ind. I hånden bar han det spyd, der havde givet Amfortas så smertende og uheleligt et sår. Og gennem Martin strømmede nu den lysende tunge erkendelses toner. Nur eine Waffe taugt: Die Wunde schliesst der Speer nur, der sie schlug, sang Parsifal og berørte Amfortas’ sår med det helbredende spyd. Og miraklet var så indlysende og så tungt, og Martins blødende sjæl græd i sin sårbarhed, græd i sin erkendelse, græd over den storhed og nåde, der havde ligget gemt i hans heling og som endelig blev hans.
Og da musikkens sidste svulmende toner døde ud under hans sidste slag med taktstokken, og han lagde den fra sig, sank han i knæ bag sit podium.
Nåden, hørte jeg hans sind hviske. Tilgiv mig. Jeg forstår nu.
Så rejste han sig langsomt og forlod orkestergraven under den stilhed, som hans Parsifal havde efterladt. Ingen var i stand til at klappe.
W.A. Mozarts opera Tryllefløjten
Mozarts opera Tryllefløjten spiller en central rolle i romanen "Djævelens kvint". I Tryllefløjten tilbeder Sarastro og hans præster de ægyptiske guder Isis og Osiris. Samtidig giver operaen et indblik i frimurerlogen, ritualerne og idealerne, idet Mozart var medlem af en frimurerloge i Wien.
Disse temaer, frimureriet med dets brug af ægyptisk mytologi, samt Mozarts geniale skaben, danner fundamentet for plottet i Djævelens kvint.
Om Djævelens kvint skrev pressenWeekendavisen:
"ikke siden Umberto Ecos Rosens navn har man set en spændingsroman – også lidt af en kærlighedsroman – baseret på et så stort filosofisk-religiøst historisk apparat. Plus alt det, musikken (Mozart) og ægyptologien fører handlingen ud i ... Gabriel har via Nettet stiftet bekendtskab med et hidtil ukendt musikstykke af Mozart, en tredje arie til Tryllefløjtens Nattens Dronning. Det er denne arie, der indeholder den »forbudte« djævelens kvint ... Underholdning i særklasse."
Politiken:
"Musikhistorie, klassisk filologi, filosofi, okkultisme og mange andre materier forenes i en herligt ambitiøs og velskrevet historie."
Kurt Moll som Sarastro synger "O Isis und Osiris".Dobbeltklik på pilen for at afspille:
Richard Strauss' opera Salome
A.M. Vedsø Olesen om inspirationen fra Salome:
I første kapitel af romanen Tredje Ikaros forfører Seth en ung billedkunstner, mens stereoanlægget spiller Richard Strauss' opera Salome.
Jeg havde mange problemer med at finde en vinkel ind til Tredje Ikaros og gik i stå gang på gang.
Men efter en aften til Salome i Det Kongelige Teater, hvor jeg sad på 1. række og overvældedes af forestillingens blodige og uforløste voldsomhed, styrtede jeg hjem og skrev bagefter. Og så var der hul igennem til Tredje Ikaros fra da af.
Længere nede kan du læse et uddrag af teksten, der blev forfattet den aften efter forestillingen.
Om Tredje Ikaros skrev pressen
Politiken:
"En herlig roman fuld af spænding og drama og stor romantisk kærlighed fortalt på en baggrund af interessant og eksotisk specialviden."
Kristeligt Dagblad:
"Technomusikken dunker, lyset flimrer, og russtofferne pumper rundt i blodet. Det er hæsblæsende, og der er drøn på, når dansegulvet indtages og på det nærmeste koger over af bevægelse og tranceagtig selvforglemmelse ... hele herligheden vikles ind i et fintmasket net af kunsthistorie ... anbefales enhver med hang til gode historier."
Leonie Rysanek som Salome.Dobbeltklik på pilen fpr at afspille:
Uddrag fra Tredje Ikaros:
Brusende, hvirvlende orkesterklange, messingblæsere og strygere der gyngede ambivalent mellem perverteret kaos og forfinet skønhed, fyldte lejligheden fra et væld af skjulte højttalere.
Ich will deinen Mund küssen, Jochanaan! sang Salome om og om igen, med liderlighed, med smerte, med krav, ich will deinen Mund küssen! en ny følelse hver gang, indtil alt, hvad der var tilbage, var en tvangsmæssig gentagen af en drift hinsides enhver kontrol.
Jeg løftede Victoria op i mine arme, bar hende hen til sengen og klædte hende af. Hun så ikke på mig imens, lod mig blot gøre som jeg ville, og da hun var helt nøgen, lagde hun sig med armene over hovedet og blikket rettet mod stjernehimlen udenfor.
Hendes krop var anspændt af ophidselse, jeg kunne lugte safterne mellem hendes ben. Ubevægeligheden, tiggede hendes sorte sind, og jeg opfangede hendes vilde billeder, så hurtige, at hun knap nok selv opfattede dem.
Salomes stemme løftede sig som en blodig måne, fyldte min stue med sine skingrende krav: Ich will den Kopf des Jochanaan! rungede det, og orkestret fulgte trop og lod musikken forlise i et væld af ustyrlige følelser.
Jeg bandt Victoria til sengen, stramt, udstrakt, og hver en sene, hver en muskel var synlig på hendes spinkle pigede legeme. Hun var min, hun var det dejligste, der nogensinde var hændt mig. Jeg ville aldrig slippe hende.
Og mens Salome sang sig hen imod opfyldelsen af sit forskruede behov, mens orkestret som et skib i stormvejr sejlede ud over afgrunden og druknede i hendes kaotiske sind, forstod jeg, hvad selv jeg, kaosguden, oprørets gud, havde manglet for at være hel. For nok fandtes den sande skabelse i oprøret, men oprøret krævede ødelæggelse.
Messingblæsere og slagtøj bragede en sidste gang, ned gennem en kakofonisk afslutning: Man töte dieses Weib! befalede Salomes stedfar forfærdet ved tæppefald.
Dvoraks opera Rusalka og Wagners opera Tristan og Isolde
Novellen "Orkestergraven" i antologien "POE - 4 makabre hyldester" er inspireret af Dvoraks opera Rusalka.
Fra bibliotekernes lektørudtalelse om novellen Orkestergraven:
"Orkestergraven", skrevet af Vedsø Olesen, bør fra nu af være obligatorisk pensum på musikkonservatorierne.
Novellen "Brangænes medicin" i antologien "Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter" er inspireret af Wagners opera Tristan og Isolde.