Mytologi

Ægyptisk mytologi har været en stor inspirationskilde til Seth-trilogien.


På denne side kan du læse om Nigudekredsen fra Heliopolis, den ægyptiske skabelsesberetning og guden Seth. Også kristendom, gnosticisme og specielt græsk mytologi spiller væsentlige roller for tankegodset i de tre romaner. Nederst på siden kan du læse lidt om den græske myte om Ikaros.


Tidsskrifterne Papyrus og Sfinx anmeldte romanerne og skrev bl.a.:

"Forfatteren jonglerer elegant med det vanskeligt tilgængelige ægyptiske materiale."

Lise Manniche i Papyrus om romanen "Djævelens kvint"

"Fortællestilen er elegant og teksten omfatter en masse referencer til vort fælles kulturelle arvegods, hvilket gør bogen til en fornøjelse at læse ... Anbefales varmt."

Bo Dahl Hermansen i Sfinx om "Gudernes tusmørke"

______________________________________________

 

Nigudekredsen fra Heliopolis

 

Den ægyptiske mytologi danner fundament for Seth-trilogien, der består af romanerne Djævelens kvint, Tredje Ikaros og Gudernes tusmørke.

 

Specielt spiller en af skabelsesberetningerne fra det gamle Ægypten - den såkaldte skabelsesberetning fra Heliopolis - en stor rolle. I skabelsesberetningen fra Heliopolis indgår en Nigudekreds, som er betegnelsen for de første ni guder, der blev skabt efter Urhavet.

 

Guderne Geb, Shu og Nut


 

 

Nigudekredsen:

 

1) Atum: Solguden i urform

2) Shu: Luften

3) Tefnut: Væden

4) Geb: Jordguden

5) Nut: Himmelgudinden

6) Osiris: Korngud, dødsrigets gud, lov og orden, Nildalens hersker.

7) Isis: Forårets gudinde, vækst, kraft, udvikling, liv.

8) Nephtys: Mørkets gudinde, formindskelsen, forfaldet, ubevægeligheden, døden.

9) Seth: Ørkenens gud, fremmedlandenes hersker, gud for den utæmmelige natur, for det vilde vejr.

 

Disse ni guder: Atum, Shu, Tefnut, Geb, Nut, Osiris, Seth, Isis og Nephtys spiller en væsentlig rolle i romanerne - og særlig de sidste fire.

 

Om dem siges det at Seth gifter sig med Nephtys, og Osiris gifter sig med Isis, som føder Horusbarnet. Horus bliver Seths nye fjende.

 

Seth-trilogien omhandler blandt meget andet balancen mellem disse fundamentale men modstridende krafter: Orden - kaos, det apollinske - det dionysiske, fornyelsen i undergangen.

 

Mere om Seth-trilogien her

 

Seths betydning i romanerne:

 

Seth-statue. Ny Carlsberg Glyptoteket.

 

Den gamle egyptiske kaosgud Seth er den jeg-fortællende hovedperson i romanerne Djævelens kvint, Tredje Ikaros og Gudernes tusmørke.

 

Ifølge en af de egyptiske myter hører Seth til blandt de første ni guder i den kosmiske skabelsesproces. Han er repræsentant for den utæmmelige natur - stormene, tørken – han er ørkenens og fremmedlandenes hersker, ja i det hele taget gud for alt det, som truer med at nedbryde menneskenes skrøbelige forsøg på civilisation.

 

Handlingen i romanerne er imidlertid henlagt til nutiden, hvor Seth i menneskeskikkelse lever et hæmningsløst ekstravagant og hedonistisk liv. Han er nemlig som kaosgud ikke blot gud for den ydre utæmmelige natur, men også for menneskets mest dyriske drifter. Romanerne gendigter således de gamle mytologier i forhold til vores samtid.

 

Ambitionen er i moderne form at nydigte hele materialet af mytologi, der knytter sig til den egyptiske kaosgud. Samtidig skal Seth indfange og repræsentere de kaotiske strømninger, der er en følge af vores nutidige multifacetterede verden, hvor ateisme og biogenetik for længst har punkteret fortidens forældede moralbegreber.

 

Ideen er nemlig ikke kun at nydigte de gamle fortællinger, der hører Seth til, men også med Seth som symbol at fange nutidens tendenser, hvor de (med rette) bortkastede moralbegreber blandt meget andet har givet rum til eksperimenterende subkulturer og uhæmmet selvrealisering.

 

De konkrete mytiske forællinger er derfor den underliggende røde tråd gennem bøgerne, men på overfladen løber en moderne fortælling om at søge sig selv uden vejvisere, om driftslivet som den eneste sikre virkelighed i en verden uden tro eller moral.

 

Græsk mytologi: Ikaros' fald

 

Ikaros' fald. Maleri af Pieter Brueghel d. Æ.

 

Den græske myte om den unge, vovemodige Ikaros, der med vinger af voks fløj for tæt på solen, er den underliggende røde tråd i romanen "Tredje Ikaros".

 

Ifølge myten smeltede den stakkels Ikaros' vinger, og han faldt i vandet og druknede. På sin vis kan denne myte betragtes som det gamle græske svar på vores danske jantelov: Udskil dig ikke fra mængden, vær ikke så dristig at hæve dig over det middelmådige.

 

I "Tredje Ikaros" indgår et maleri af Pieter Brueghel d.æ. i handlingen.

Et i ungdommen yndet motiv hos den nederlandske renæssancemaler Pieter Brueghel d.æ. var netop Ikaros' fald. Det findes i forskellige versioner, både som oliemaleri og kobberstik.

Plottet i romanen "Tredje Ikaros" er bygget op omkring de to versioner af maleriet, der hænger i Bruxelles.


^ Top