Gudernes Tusmørke
- musik, myte og magi -
En roman om opera, utroskab og begær
Handlingen:
Kaosguden Seth lever sit vilde og udsvævende liv i nutidens Tyskland. På en borg ved Rhinen dyrker han alle de sanselige glæder, hans lånte menneskeskikkelse kan give ham. En dag inviterer han den berømte dirigent Martin Seeber til at bo på sin borg, mens dirigenten forbereder en opsætning af Wagners opera Parsifal. Skjult fra verdens blikke finder Martin Seeber hos Seth et fristed, hvor han for første gang i sit liv kan udleve sine inderste, mest hemmelige drifter, og han kaster sig ud i en voldsom affære med den smukke Sophie. Men premieren på Parsifal nærmer sig.
Samtidig på et engelsk herresæde samles det lærde broderskab Trismegistoen for at gøre en ende på Seths hærgen. Blandt dem er den genfødte gud Horus, der som den eneste kan tage kampen op mod kaosgudens voksende magt. Den ældgamle ægyptiske myte om opgøret mellem orden og kaos må gennemspilles på ny, og den intetanende Martin Seeber og kvinden han begærer mere end noget andet, hvirvles ind i en guddommelig malstrøm af begivenheder, der kulminerer under premieren på den legendariske Parsifal.
Pressen skrev:
*****
"Vedsø Olesens tredje og sidste historie i trilogien om den genopstandne egyptiske gud Seth har tematisk fællesskab med det tankegods, som Wagner investerede ikke blot i Ringens fire operaer, men også i ”Tannhäuser” og ”Parsifal.” Det handler om spændingen mellem ånd og materie, mellem sind og krop, mellem kontrol og tøjlesløshed ...
En overbevisende historie med en bemærkelsesværdig sammenvævning af både handling, ord og musik i Wagners ”Parsifal” med en stadig mere intensiveret handling. ... en meget tilfredsstillende afslutning på en usædvanlig trilogi og også en litterær præstation af internationalt format.
Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten
"Anne-Marie Vedsø Olesen slipper hele sit imponerende apparat af egyptologi, religionshistorie, okkultisme, myter og klassisk kunst og musik løs i en overdådig finale, hvis tema - konflikten mellem drifternes tilfredsstillelse og deres nødvendige undertrykkelse - i høj grad er inspireret af Wagners 'Parsifal' ...
Seth har humor og glædes ved at glæde andre, men rummer naturligvis også en chokerende farlighed og hensynsløshed, når det gælder om at få stillet dit begær ... Man vil savne hans rungende latter."
Thomas Harder, Politiken
"Anne-Marie Vedsø Olesen skriver saftigt og sanseligt i "Gudernes tusmørke ", og i det sataniske lys fra kaosguden Seth skildrer hun voldsomme seksuelle tilbøjeligheder, for ikke at tale om vilde mytologiske sammenhænge. Gudernes tusmørke handler om Seths dionysiske og destruktive kraft, og om hvordan gruppen Trismegistoen forsøger at bekæmpe ham.
I den proces graves mange omvæltende mytologiske og kristne skrifter frem, og det er i det mytologiske, at det reelle sprængstof i fortællingen ulmer. Det, Trismegistoen finder ud af om Seths tidligere inkarnationer, udfordrer nemlig enhver fast troendes skrøbelige fundament.
"Gudernes tusmørke " vælter sig i intense spændingskurver, bragende musikskildringer og sanselige scener, og Vedsø Olesen vender plottet om på forbløffende vis til sidst."
Ide Hejlskov, Kristeligt Dagblad
****
"A.M. Vedsø Olesen er en eksotisk plante i det danske litterære staudebed. Med stikord fra Anne Rice, skriver hun fantasifulde romaner af den slags, vi ellers mest får fra det store udland. Det er vældigt underholdende, for Vedsø Olesen kryber ikke i det, når hun brygger det overnaturlige, videnskab, kunst og sex sammen i sine bøger."
Mette Strømfeldt, Berlingske Tidende
Læs flere anmeldelsesuddrag her
Se også Seth-trilogien:
Hør A.M. Vedsø Olesen fortælle om romanen på BogForum:
Interviewer: Operadramaturg Henrik Engelbrecht.
Klik her for at afspille videoen (varer 20 min.):
To af Wagners operaer spiller væsentlige roller i "Gudernes tusmørke":
Dels Parsifal, hvis temaer om begær, lidelse, indsigt og forløsning er den røde tråd i fortællingen tilknyttet den utro operadirigent Martin Seeber. Og dels Ragnarok (den sidste af Ring-operaerne i Nibelungens ring) med sin fremstilling af muligheden for fornyelse via undergangen. Disse to operaer krydses i romanen, således at Parsifal-stoffet, der traditionelt set betragtes som kristent, tilføjes en ny ateistisk, ikke-nihilistisk tolkning om menneskets mulighed for i indsigten og forløsningen at stå stærkt vedkendende sig sit begær og frigjort fra religioners kunstige moralsæt.