Djævelens Kvint
- musik, myte og magi -
En roman om opera, vildskab og kærlighed.
Handlingen:
Den urgamle ægyptiske gud Seth genfødes i nutidens København. Med en livsgrådighed hinsides godt og ondt kaster han sig ud i livet trækkende et spor af ødelæggelse efter sig. Samtidig sidder den unge musikstuderende Gabriel og analyserer en nyopdukket arie til Mozarts Tryllefløjten.
Gradvist afsløres et forunderligt netværk af sammengænge, fra Tryllefløjtens elskende par, Tamino og Pamina, over gudeparret Osiris og Isis, til Gabriel og barndomsveninden Heloise, der til sidst begge - for at redde sig selv - må sætte livet på spil i et forsøg på at mane Seths vilde kræfter i jorden.
Djævelens kvint udkom på Gyldendal i 2002 og er den første roman i serien om den ægyptiske gud Seth.
Se også Seth-trilogien: Musik, myte og magi:
Pressen skrev:
"Det er historien om Gabriel og Héloise, men langtfra om dem alene. For ikke siden Rosens navn har man set en spændingsroman - også lidt af en kærlighedsroman - baseret på et så stort filosofisk-religiøst apparat. Plus alt det, musikken (Mozart) og ægyptologien fører handlingen ud i ... En spændingsroman ud over det sædvanlige altså, elitær underholdning i særklasse."
Jens Kistrup, Weekendavisen
"Egyptologi, musikhistorie, klassisk filologi, filosofi, okkultisme og mange andre materier forenes i en herligt ambitiøs og velskrevet historie ... En usædvanlig og usædvanligt begavet spændingshistorie".
Thomas Harder, Politiken
"Det er fantastisk udtænkt, farverigt og vildtvoksende, og der ligger mange spændende og sprængfarlige emner på lur under underholdningens overflade."
Karin Johansen, Kristeligt Dagblad
Klik her for flere anmeldelser
Inspiration: Opera og mytologi
Mozarts eventyrlige opera Tryllefløjten samt de gamle ægyptiske myter om guden Seth har været de helt store inspirationskilder til Djævelens kvint, og romanen er på mange planer bygget op over handlingen i Tryllefløjten.
Djævelens kvint i paperbackudgave, klik her:
Uddrag fra romanens første del: Seths latter:
Noget greb fat i mig. Det er det første, jeg husker. Det var sket før, genkendte en del af min bevidsthed, jeg blev kaldt tilbage, og jeg mærkede den sidste rest af skyggerne kæmpe imod. Så med ét splintredes mørket, farverne knaldede imod mig med en skarphed og mangfoldighed så stor, at jeg havde lyst til at hyle, og der var mønstre og former, som jeg vidste, jeg burde genkende. Rundt og rundt susede jeg, mens dette noget holdt mig fast i lysets verden. Men jeg fornemmede modstanden og det flygtige i denne fastholden, som en oppustet fåreblære man forsøgte at holde under vand; snart, om lidt, ville jeg smutte bort igen.
Jeg så søjler. Dem kunne jeg genkende, den form havde jeg med sikkerhed set før, og jeg svøbte mig fornøjet omkring søjlerne, gled op og ned ad de riflede sider, susede og hvirvlede, rundt og rundt, alt imens jeg lo hvirvelvindens vilde latter. Der var noget frydefuldt ved søjlernes genkendelige form, noget som fyldte mig med en dyb og inderlig glæde.
Åh, det var i det hele taget et frydefuldt sted. Genkendelsen lå lige om hjørnet, og det var, som om denne genkendelse prikkede hul i en tynd skal i min bevidsthed, og ud af hullet sivede nysgerrigheden.
Jeg strøg videre, en rasende jagt efter flere skønne former. Jeg ville ikke svuppe tilbage i mørket, ikke endnu i hvert fald, ikke førend jeg havde forlystet mig, havde svælget i endnu flere kildrende pirrende former. De store dyr, de store dyr, hvad var det nu, der var hele fire, og de var vilde og stærke … Løver! jublede jeg og sprang fra den ene løveryg til den anden, alt imens jeg mærkede, hvordan denne genkendelse gjorde mig stærkere.
Vupti, videre, der stod jo min gamle kammerat. Anubis, dit grimfjæs! lo jeg og viklede og snoede mig omkring hans sjakalsnude. Og har du set dér, dit hundehovede, det er jo Ptah, den drøvtygger!
Det hev i mig, tilbage skulle jeg, men jeg ville frem, og for en kort stund svuppede jeg frem og tilbage foran Ptahs alvorssløve blik, så jeg ingen vegne kom.
Det gjorde mig rasende. Vreden brusende op og igennem mig.
Ingen vegne, ingen vegne, rokkede og rasede jeg, og med ét havde jeg rokket mig løs, en kraftanstrengelse, der sendte mig hovedkulds fremad, ind i et rundt sted.
Jeg cirklede og cirklede, rasende blå cirkler, jeg var hvirvelvinden, ørkenstormen, jeg ville ikke tæmmes, aldrig, ikke tilbage …
Det hev og sled i mig, og jeg hvæsede og spyttede.
Så fornemmede jeg noget nede under mine vilde cirkler, noget der trak i mig, og jeg dykkede ned over det, og det trak endnu mere, og det var dejligt. Det var dér, jeg hørte hjemme, ikke i mørket, ikke i glemslen, men på dette sted, i denne form.
Men noget andet lå som en forhindring omkring formen, noget gennemsigtigt, nok til et øjebliks tøven, og jeg mærkede igen det kraftige sug tilbage mod mørket.
Så genkendte jeg det gennemsigtige; det var glas, mindedes jeg, og med en sidste kraftanstrengelse smøg jeg mig gennem glassets strukturer og gled ind i formen, og jeg hvinede af fryd, da jeg gjorde det, for den passede mig som skeden til sværdet, og jeg erindrede ikke at have oplevet en sådan tilfredsstillelse før. Og med ét var alt ro, ingen kræfter sled i mig mere.
Endnu fortumlet og ophidset efter kampen sad jeg lidt og sundede mig. Jeg sad inde i formen, den var som skabt til mig, og intet kunne nå mig dér. Jeg var i sikkerhed, der var hvile, jeg kunne vokse mig stærk. Følelsen af velvære tog til.
Jeg så mig om, så ud gennem formens øjne. Der var stille nu, og mørkere forekom det mig. Men denne dunkelhed var som det klareste sollys, når jeg tænkte på det mørke, som jeg kom fra. Jeg stod blandt en kreds af skikkelser, vi stod i en cirkel hele vejen rundt, og bag ved os var der blåt som efterårshimlen over Ægypten.
”Himlen over Ægypten,” råbte jeg afsindig af glæde, så det rungede gennem den runde blå sal, ”jeg husker dig; du var Nut!”
Og billeder af ørkenens røde sand under Nuts blå himmel flængede min bevidsthed, og jeg vidste med ét, hvem jeg var:
Jeg var Seth, ørkenens vilde gud. Jeg var stormenes gud, og alt, hvad der rasede i mennesket, var mit. Jeg var heden og støvet om dagen, og om natten den sorte måneløse nordhimmel med dens tusindevis af glimtende stjerner. Jeg var slangen Apep, og jeg var æslet, og tallet 56 var mit. Jeg var den rødhårede, den utæmmelige, min kraft havde altid været, og min kraft skulle altid være, for uden den ville mennesket udtørre og skrumpe ind som afplukkede druer i solen, og verden ville mattes og blegne.
Jeg var tilbage.
Lad blot min bror Osiris om at æde sine dyrkede rosiner, tænkte jeg og lo af glæde.
Men der stod han jo! Han stod lige overfor mig, min tåbelige selvretfærdige bror, jeg fornemmede en svag genklang af ham i den hvide statue overfor. Han måtte være fulgt med mig. Eller rettere en afskygning af ham måtte være fulgt med mig, for det var kun et ekko af hans styrke, jeg fornemmede. Men det var nok.
Så forsvind dog, tænkte jeg, gå og lad mig være i fred! Og som om det ikke var nok, fik jeg med ét øje på Isis, der lidt til venstre for Osiris smilede ud gennem et af stenhovederne.
Du godeste, tænkte jeg og betragtede hende omhyggeligt, er min tilbagekomst ved at udvikle sig til en hel familiesammenkomst! Men der var ikke noget at tage fejl af, statuen indeholdt min søster Isis, det milde selvtilfredse smil var med sikkerhed hendes. Men også hun forekom kun at være til stede i en svag afskygning, det beroligede mig en del, og efter nøjere overvejelse kom jeg til den konklusion, at jeg var stærkere end dem begge, at det først og fremmest var mig, der var kaldt tilbage til denne verden.
Der var fortsat mørkt og stille, ingenting bevægede sig, og jeg begyndte at overveje, hvor og i hvad jeg befandt mig. Jeg havde forstået, at det var statuer, som jeg stod iblandt, men det lignede bestemt ikke et tempel, dette underlige runde rum, ikke med det sammensurium af guder og mennesker og dyr, der så tilfældigt var sammenstimlet side ved side. En ophobning af statuer, men fremstillet i så sirlig og ordentlig en cirkel, at der ikke bare kunne være tale om opbevaring i et skatkammer. Og vi stod alle sammen på sokler, og selv var jeg beskyttet af en ekstra glaskasse. Nej, sådan noget havde jeg bestemt aldrig set før, det måtte være noget nyt, menneskene havde fundet på.
Men at jeg befandt mig i en statue, det stod klart, og jeg rettede igen opmærksomheden mod min nye form. Bronze, og sølv, de materialer kendte jeg. Og formen passede mig så perfekt, indgød mig følelsen af så tilbagelænet et velvære, at denne statue måtte være en afbildning af mig selv. Og alligevel, noget passede ikke helt, kunne jeg mærke, en lille irritation, som et myggestik. Jeg følte godt efter. Horn, bøjede vædderhorn! Nogen havde ændret på min statue! Hvem troede de, at jeg var; Harsaphes!? Nå, men resten passede, konstaterede jeg og kløede mig ved hornene. Hvor heldigt, at jeg denne gang var blevet kaldt tilbage netop i nærheden af denne form. Og hvor ærgerligt, at både bror og søster fik mulighed for at smutte med, tænkte jeg og skulede ondt over til deres statuer.
Gnisten af Osiris vedblev at gløde derovre, i den hvide statues indre, og pludselig blev jeg bange for, om han var ved at vokse sig stærk. Tanken gjorde mig rasende. Han skulle ikke med, under ingen omstændigheder, jeg ville ikke finde mig i denne gang at skulle lytte til hans evindelige moralprædikener. Ikke tale om, at han skulle få lov til at bremse mig. Jeg ville leve, som jeg var beregnet til, frit og uhæmmet, uden at få tudet ørerne fulde med al hans ævl om mådehold og anstændighed. Ikke igen, ikke denne gang.
Jeg mærkede min vrede samles til et hårdt punkt i min midte, og fornemmelsen sendte en kildrende fryd igennem mig, for jeg vidste, hvad det var: Det var min styrke, min guddommelige styrke, der var ved at vende tilbage og samle sig. Bevares, det var dens første primitive form, jeg kunne mærke, denne raseriets kerne, men den ville være nok, burde være nok. Og med vredens pragtfulde velkendte eufori rettede jeg derpå hele denne kernes kraft mod Osiris’ spirende eksistens i den hvide stenstatue overfor; jeg slyngede den ud, kraften, ud af mit indre, og den var som den vildeste ørkenstorm, og glasset omkring mig klirrede og raslede og splintredes i tusinde stykker, der regnede ned over mig som de fineste sandkorn, så jeg ikke kunne lade være med at le af fryd. Så hvirvlede den rundt, ustyrligt, en omgang, to omgange, op under glastaget fløj den, jeg beherskede den endnu ikke, den var uden for min kontrol, men jeg lo bare endnu mere, lo ad al denne ustyrlighed, der var så vidunderlig befriende.
Men den fulgte alligevel mit bud, og med et skarpt hvidt glimt slog den i en eksplosion ned over Osirisstatuen, der væltede og knustes; og for en stund var alt hvidt lys, og jeg så Osiris løfte sig fra stumperne, løfte sig op og bort i det hvide lys, ude af stand til at blive uden statuen, ude af stand til af sig selv at holde fast.
”Farvel brormand, væk med dig!” råbte jeg.
Det hvide lys blev svagere, men endnu var kraften ikke brugt op, og jeg rettede min sidste energi mod stenhovedet af Isis med det salvelsesfulde smil; og den slyngede sig omkring hende, og hun tippede og vaklede, mens lyset falmede og svandt bort. Så væltede hun, med et bump, og mørket vendte tilbage, og jeg mærkede udmattelsen overmande mig