Anmeldelser - Salernos sol

Dommerkomiteens motivering for tildeling af pris:

(En dommerkomiteen bestående af forfatteren Mette Winge, historikeren Steffen Heiberg og kritikeren Henrik Wivel tildelte Salernos sol andenprisen i middelalder-romankonkurrene udskrevet af Gyldendal og Det Kongelige Bibliotek.)
"Den fængende beretning om lægen Edgar, hvis blanding af begavelse og naivitet gør ham til brik og offer i et kynisk magtspil. En fiktiv kærlighedshistorie elegant vævet sammen med en beretning om det katastrofale Andet Korstog, hvis forløb også i virkeligheden var så dramatisk og kulørt som her beskrevet. Fortalt i en ubesværet prosa uden de mentale anakronismer, der ofte er et problem i behandling af historisk stof. Særlig overbevisende er skildringen af miljøet omkring lægeskolen i Salerno."

 

Pedro i Ekstra Bladet:

"Skulle jeg selv ha' valgt (førsteprisvinderen), var det nok blevet Anne-Marie Vedsø Olesens Salernos sol. Det er, hvad jeg vil kalde en lærd (forfatteren er læge og har studeret græsk mytologi og arkæologi) knaldroman med indbygget teologisk lidenskab ...
Edgar forstår ikke, hvor han er henne i en udspekuleret verden. Han tænker med sin pik og sit hjerte. Mens forstanden løber hvileløs omkring inde i ham selv. Smukt og dejligt."

 

Leon Jaurnow i Kristeligt Dagblad:

"Der er også masser af farve og middelalderstemning i Anne-Marie Vedsø Olesens debutroman, "Salernos sol", der løb med konkurrencens andenpræmie ...
Solen bager, havet bruser, cikadernes synger, og fra skolens frodige urtehave sender de mange lægeplanter deres kraftige og krydrede dufte lige lukt op i næseborene på læseren. Og lad det være sagt med det samme: det kildrer noget så frydefuldt i næsen og varmer i hele kroppen, når man med sanseapperatet trykket helt i bund følger Edgars vej gennem Middelalderens lægekunst ...
Det er en flot middelalderroman, debutanten Anne-Marie Vedsø Olesen har leveret med Salernos sol."

 

May Schack i Politiken:

"Erotik, magt og skæbne. Tre læseværdige bøger præmieret i konkurrence om middelalderromaner ...
En brutal verden, hvor enhver er sig selv nærmest, og hvor list og bedrag kun lejlighedsvis oplyses af venskab, er også et element i Anne-Marie Vedsø Olesens (f. 1962) roman 'Salernos sol', der vandt andenpræmie.
Men først placerer hun i 1139 den unge forældreløse engelsk-franske Edgar af Rochester i Salernos berømte lægeskole. Gennem ham erfarer vi den middelalderlige medicin, baseret på antikkens ide om de fire legemsvæsker, tilsat praktisk iagttagelse og urtekundskab. Da han som færdig læge udpeges til at være livlæge for den franske kong Ludvigs dronning Eleonora, føres vi til Tyrkiet og Mellemøsten i det 2. Korstog. Inden det tabende slag ved Damaskus er Edgar blevet en brik i et spil mellem konge- og kirkemagt og dronningens og hendes slægtninges forsøg på at blande sig.
Den dramatiske fremstilling af det vanvittige korstog og udredningen af de politiske intriger er historisk korrekt, men forfatteren indfører en kærlighedshistorie mellem den smukke og intrigante dronning og lægen Edgar for at føre ham frem som øjenvidne. Hele romanen er Edgars beretning og refleksion over sit liv, mens han venter på at blive henrettet.
Det er en flot og farverig roman, debutanten Vedsø Olesen har skrevet. Som sin hovedperson er hun selv læge. I sit stofvalg er den mere eksotisk end de to andre, og den inddrager middelalderens religiøse vanvid."

 

Jon Helt Harder i Morgenavisen Jyllands-Posten:

"Jeg kunne godt lide "Salernos sol" med dens begejstring for lyset ved Middelhavet, dens brug af middelalderlig lægelærdom og dens spændende handling."