Anne-Marie Vedsø Olesen

"Anne-Marie Vedsø Olesens tredje og sidste historie i trilogien om den genopstandne egyptiske gud Seth har tematisk fællesskab med det tankegods, som Wagner investerede ikke blot i Ringens fire operaer, men også i ”Tannhäuser” og ”Parsifal.” Det handler om spændingen mellem ånd og materie, mellem sind og krop, mellem kontrol og tøjlesløshed.

I Vedsø Olesens første bog i trilogien, ”Djævelens kvint”, blev Seth hidkaldt fra de slumrende guders rige ved den specielle formindskede kvint ”tritonus”, et uharmonisk stræk over fem toner, der kaldes djævelens kvint. Seth er den ægyptiske gud, der står for kaos. Hos Vedsø Olesen bliver han indbegrebet af ikke blot det kaotiske i verden, men også al energien og den ureflekterede livslyst, det som grækerne og romerne kaldte det dionysiske. Over for ham står den genfødte Horus, hans apollinske modsætning. Han står for fornuft, tilbageholdenhed, osv. ...

En overbevisende historie med en bemærkelsesværdig sammenvævning af både handling, ord og musik i Wagners ”Parsifal” med en stadig mere intensiveret handling ...

Forholder sig begavet både strukturelt og tematisk til musik ... en meget tilfredsstillende afslutning på en usædvanlig trilogi og også en litterær præstation af internationalt format."

"Anne-Marie Vedsø Olesen slipper hele sit imponerende apparat af egyptologi, religionshistorie, okkultisme, myter og klassisk kunst og musik løs i en overdådig finale, hvis tema – konflikten mellem drifternes tilfredsstillelse og deres nødvendige undertrykkelse – i høj grad er inspireret af Wagners ’Parsifal’ ...

Vedsø Olesen præsterer endnu en gang det anselige kunststykke at få det hele til at give mening, at gøre det interessant og underholdende og at få sine personer til at leve – nogle mere end andre, og Seth mest af alle.

Seth har humor og glædes ved at glæde andre, men rummer naturligvis også en chokerende farlighed og hensynsløshed, når det gælder om at få stillet sit begær.

Han har en guddommelig sans for selviscenesættelse og taler med netop den blanding af deklamerende højtidelighed, nøgternhed og grovhed, som passer til hans væsen. Men også med en lavmælt blidhed, som udtrykker en voksende erkendelse af den svaghed, som hans identifikation med de elskede mennesker udgør, og som i sidste ende bliver hans undergang.

Man vil savne hans rungende latter."

"Anne-Marie Vedsø Olesen skriver saftigt og sanseligt i "Gudernes tusmørke ", og i det sataniske lys fra kaosguden Seth skildrer hun voldsomme seksuelle tilbøjeligheder, for ikke at tale om vilde mytologiske sammenhænge.

Gudernes tusmørke handler om Seths dionysiske og destruktive kraft, og om hvordan gruppen Trismegistoen forsøger at bekæmpe ham. I den proces graves mange omvæltende mytologiske og kristne skrifter frem, og det er i det mytologiske, at det reelle sprængstof i fortællingen ulmer. Det, Trismegistoen finder ud af om Seths tidligere inkarnationer, udfordrer nemlig enhver fast troendes skrøbelige fundament.

Gudernes tusmørke vælter sig i intense spændingskurver, bragende musikskildringer og sanselige scener, og Vedsø Olesen vender plottet om på forbløffende vis til sidst ...

Martin Seebers intense arbejde med at dirigere Wagners Parsifal-opera farver fortællingen, ligesom Seths voldsomme humørsving og pludselige indføling i menneskelivet gør det.

I kraft af, at Martin udlever sine seksuelle lyster og derved lever sig ind i operaen, oplever han en stærk og enkel erkendelse til sidst. Den sker samtidig med, at læseren forstår, at den moraliserende inddeling i godt og ondt i virkeligheden ikke skal tages bogstaveligt. Slutningen er på én gang en aha-oplevelse og et postulat. Her bliver alle personerne brikker i et mytologisk skakspil, og Martin Seebers kamp med sit begær bliver det bærende moralske element i fortællingen."

"A.M. Vedsø Olesen er en eksotisk plante i det danske litterære staudebed. Med stikord fra Anne Rice, skriver hun fantasifulde romaner af den slags, vi ellers mest får fra det store udland. Det er vældigt underholdende, for Vedsø Olesen kryber ikke i det, når hun brygger det overnaturlige, videnskab, kunst og sex sammen i sine bøger."

"Fortællestilen er elegant og teksten omfatter en masse referencer til vort fælles kulturelle arvegods, hvilket gør bogen til en fornøjelse at læse ... Undervejs i det hæsblæsende fortælletempo mere end antyder forfatteren, at trilogiens Seth måske i virkeligheden er et personificeret koncentrat af alt, hvad det vil sige at være et (post)-moderne menneske.

Anbefales varmt."

"Man mærker forfatterens fortrolighed med musikken, ligesom hun demonstrerer en bred og omfattende kultur- og religionshistorisk viden. Sproget er generelt flydende og godt, men med en klar udvikling hen mod et mere organisk og frigjort sprog i sidste bind (...) til musikalsk mindede mennesker kan bøgerne bestemt anbefales."

"Romanen er båret af et interessant syn på musikken. Musikken er indbegrebet af det menneskelige, men den er mere end det. I Djævelens kvint karakteriseres musik flere gange som "lyde fulde af virkning"; musikken beskriver ikke livet, men er livet; og musikken gennembryder barrieren mellem udtryk og virkelighed ...

Med musik som Parsifal har mennesket ikke længere brug for guder "nu er det menneskenes tid". Det gamle rituals tid er slut, og harpunen/spyddet er kun virkningsfuldt, når de forenes med taktstokken. Det er smukt kombineret."

"Guddommelige kræfter og menneskelig indsigt går op i en højere enhed i den flot orkestrerede afslutning på den magiske trilogi om kaosguden Seth. ...

Det er gennem fortællingerne om det hellige gralsspyd, at Anne-Marie Vedsø Olesen overbevisende forbinder de oldgamle egyptiske myter med gralsmyterne og Parsifal.

Trismegistoens jagt på spyddet er ét spor i romanen, det andet følger Seth og de mennesker, han omgiver sig med. Begge spor er vældigt underholdende og interessante.

Sproget afspejler myternes højtidelige anslag, og på et solidt fundament af viden om egyptisk mytologi og kærlighed til opera og kunst får Anne-Marie Vedsø Olesen endnu engang fortalt en magisk og medrivende historie om mægtige følelser og kræfter."

"Det stærkeste element i romanen er de mange lag, der skabes af paralleller til både musik og myter. Hvor det virker ligetil at skabe paralleller til for eksempel den ægyptiske mytologi, inddrages også kristendom og musik, hvilket giver romanen dybde og gør den tankevækkende.

Wagners Parsifal spiller en afgørende rolle i romanen, og elementerne fra Parsifal er meget elegant indflettet i romanen – lagene virker naturlige og driver handlingen fremad.

Det er tydeligt, at der ligger et stort resaercharbejde forud for tilblivelsen af Gudernes Tusmørke, og romanens lag virker velargumenterede på samme måde, som titlens dobbelthed gennemspilles fint i romanen."