Anmeldelser - Djævelens kvint

Thomas Harder i Politiken:

"Egyptologi, musikhistorie, klassisk filologi, filosofi, okkultisme og mange andre materier forenes i en herligt ambitiøs og velskrevet historie ...
Det er et overvældende apparat af lærdom, litterære referencer og associationer på kryds og tværs af tidsaldre, videnskaber og mytologier, som Anne-Marie Vedsø Olesen har konstrueret, men det fungerer imponerende godt ...
en usædvanlig og usædvanligt begavet spændingshistorie."

 

Jens Kistrup i Weekendavisen:

"Det er historien om Gabriel og Héloise, men langtfra om dem alene. For ikke siden Umberto Ecos Rosens navn har man set en spændingsroman – også lidt af en kærlighedsroman – baseret på et så stort filosofisk-religiøst historisk apparat. Plus alt det, musikken (Mozart) og ægyptologien fører handlingen ud i. Svær at skaffe sig et overblik over og at trænge til bunds i, svær at referere, men spændende som bare pokker. Man mærker i Djævelens kvint, at Anne-Marie Vedsø Olesen ikke bare er læge, men før det studerede blandt andet matematik, datalogi, græsk mytologi og arkæologi. Det er hele denne polyhistoriske bagage, der giver hendes roman dens ubestridelige tiltrækningskraft ...
En spændingsroman ud over det sædvanlige altså, elitær underholdning i særklasse. Og når romanen lader en gud gribe ind, er det andet og mere end et trick, men for at vise ondskabens dobbelte ansigt: frihed eller kaos. Sætbold til Seth."

 

Karin Johansen i Kristeligt Dagblad:

"»Lyde fulde af virkning, det var det vi begge ville ... hvilket hovmod! Men Gud straffer hovmodet, og synden breder sig som pest. Han forbød det, min gamle fader, den gamle fader Leopold, han vidste det, det var ikke tilladt, »diabolus in musica er ikke tilladt«.«
Ordene kommer fra en vis W.A. Mozart. Nedbrudt og opløst sidder han foran klaveret efter at have skrevet, hvad han selv skønner, er hans største mesterværk. Men et mesterværk udi mørkets kunst og ikke lysets. Han fordømmer sit værk og fjerner det fra dets plads i »Tryllefløjten«. Men for sent. Arien bliver ikke destrueret, men dukker op med sin direkte virkning i ord og lyde, der skaber en passage gennem tid og mellem verdener for Seth, mørkets, det ustrukturerede og lystens princip i det gamle Egypten.
Der er rigget til med gys og mystik i Anne-Marie Vedsøs nye bog, så man bliver ganske forpustet, og man må beundre den hjerne, der står bag udtænkningen af det indviklede plot ...
Det er fantastisk udtænkt, farverigt og vildtvoksende, og der ligger mange spændende og sprængfarlige emner på lur under underholdningens overflade."

 

Lars ole Sauerberg i Jyllands-Posten:

"Allerede fra de første sider har en stemme betroet os, at han er Seth, kaosguden fra den ægyptiske mytologi. Han har set sit snit til at træde ind i verden igen efter årtusinders slumren, hidkaldt af en for ham heldig kombination af en speciel tonekombination - djævelens kvint - og tilstedeværelsen af skulpturelle repræsentationer af den old-ægyptiske gudekreds, som den findes i Glyptoteket. Hermed er bolden givet op til en eventyrlig historie med ikke så få elementer fra litteraturens fabulerende overdrev: E. Rider Haggard, Jules Verne, H. G. Wells, Michael Crichton, osv. samt Hollywoods forskellige variationer over temaet "Jagten på den forsvundne skat."
Ser man bag om den forrygende historie til dens bærende idé, har vi at gøre med en gennemspilning af kontrasten mellem tilværelsens kaotiske og ordnende kræfter, det dionysiske over for det apollinske, eller på old-ægyptisk, Seth over for Osiris og Isis.
Anne-Marie Vedsø Olsen, der med "Salernos sol" vandt andenpræmien i Det Kongelige Biblioteks og Gyldendals konkurrence om en middelalderroman i 2000, skriver sig med "Djævelens kvint" ind i en særlig form for science-fiction-genre, der herhjemme har prominente udøvere som Michael Larsen ("Femte sol brænder") og Søren Mosegaard ("Uhyret fra Bethlehem")."

 

Knud Bjarne Gjesing i Fyens Stiftstidende:

"... det er underholdende. Anne-Marie Vedsø Olesen har før sin lægeeksamen studeret bl.a. matematik, datalogi, arkæologi og græsk mytologi. I "Djævelens kvint" benytter hun sin mangfoldige viden og beviser desuden, at hun kan endnu en ting - nemlig skrive flot og medrivende."

 

Karsten Just, Bibliotekernes lektørudtalelse:

"En underholdende, og sprænglærd roman, der fordrer noget af sin læser, men også giver en masse. En roman, hvor Vedsø Olesen blander fiktion og fakta til en spændende cocktail, og hvor hun formår at få det vinterkolde København og det solsvedne Cairo til at udgøre en perfekt baggrundskulisse for begivenhederne, og de personer der er indfanget i skæbnespillet."